Pædagogiske redskaber
Udover medarbejdernes faglighed i form af uddannelse, har vi nogle gode redskaber, vi gør brug af i det didaktiske og pædagogiske arbejde. Vi prioriterer at tilbyde medarbejderne efteruddannelse, så vi hele tiden har de bedste kompetencer i forhold til opgaverne.
Vi gør brug af følgende metoder:
KRAP: Kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende praksis. Denne metode bygger på primært 3 vigtige grundspillere:
- Det, vi tænker, oplever vi som virkeligt, men vi kan lære at tænke anderledes.
- Alle mennesker har ressourcer, og vi udvikler os bedst gennem succes.
- Alle mennesker har grundlæggende behov for anerkendelse.
KRAP indeholder analyser, metoder og værktøjer - herunder KRAP skemaer, der understøtter analysen.
NADA: Fem akupunkturpunkter i begge ører over 45 minutter i rolige omgivelser. Der kan anvendes kugleplastre som supplement til Nada-behandlingen. Nada er en metode, der hjælper med at stabilisere organismen såvel som fysisk som psykisk. Nada bruges i alle situationer, hvor eleven har brug for stabilitet, bedre stresshåndtering, fokus, bedre håndtering af følelser og kognitive funktioner. Nada kan bl.a. hjælpe på søvnproblemer, angst, ADHD, ADD, OCD, PTSD, fysisk uro, rastløshed, psykisk uro tankemylder, selvskadende adfærd samt meget mere.
YIN YOGA: Det er øvelser der består af lange dybe og blide bindevævsstræk, liggende eller siddende på en yogamåtte. Det skaber en følelse af harmoni, balance, indre ro og energiflow. Stillingerne har en beroligende effekt på nervesystemet og virker genopladende samt afstressende.
SMART: Her træner vi balancen, koordinationen, koncentrationen og hukommelsen. Ligesom man kan styrke sine muskler, kan man også styrke hjernen og dens ydeevne, ved løbende at udsætte den for opgaver, hvor der forventes koncentration og fokus. Træningen består af fysiske øvelser, leg og aktivitet. Det er ikke fysisk krævende og træningen tilpasses den enkeltes mobilitets- og kognitive niveau.